Sommerhuse i Søndbjerg
Bygherre: Fonden Realdania
Sted: Thyholm, Nordjylland
År: 2006
Projektstade: Konkurrence
Medarbejdere: Christian Tranberg, Pia Wiberg, Line Eriksen og arkitektstuderende: Pil Høyer Thielst, Cecilie Milsted Lind, Rasmus Fasting og Rasmus Bolvig (model).
Præmiering: Hædrende omtale
Vi har et sommerhus. Og vi rejser langt for at komme derhen – vi når at ryste hverdags-jeg’et af os i bilen på en summende motorvej og den slyngede landevej. Vi lever vores halve dobbeltliv her; hvor livet er anderledes luftigt og sødt duftende. Her vil vi gerne se så langt og så højt som vi kan, så længe som muligt; spejde langt ud og dybt ind.
Sommerhusene læner sig op ad læbæltet af hybenbuske, der følger terrænets højdekurver og rummer tilkørsel og parkering. Husene orienterer sig mod det åbne land, ud over bløde bælter af hyben, grønt og rosa. Mod hegnene der står som bundgarnspæle i varierende rytme og højde. Hegnene trækker blikket opad, mod stjerner eller skyer eller løsslupne svaler.
Dommerkomiteen fremhæver især vores konkurrenceforslag for dets særlige type af hegn, der belyser den generelle problemstilling, at man i sommerhusområder har behov for at adskille og markere uden at forskanse sig bag høje mure og hække.