Ladegårdsparken
Fokus: Fremtidssikring, fysisk og boligsocial helhedsplan, beboerinddragelse, byudvikling
Bygherre: Holbæk Boligselskab / Domea
Sted: Ladegårdsparken, 4300 Holbæk
År: 2007-
Anlægssum: Anslået investeringsbehov: ca. 280 mio kr.
Projektstade: Helhedsplaner udarbejdet
Medarbejdere: Per Zwinge, Line Eriksen, Sidsel Blegvad, Iben Borbye Pedersen, Jesper Møller, Dag Præstegaard, Benny Uhlmann, Jens Nielsen
Med udviklingen af en fremtidssikringsanalyse samt en fysisk og social helhedsplan for den almene bebyggelse Ladegårdsparken i Holbæk, har vi lagt grunden til udvikling af et smukt, trygt og selvbærende boligområde. Ved at være rådgivere gennem hele processen, har vi sikret en helhedsorienteret og sammenhængende proces med stort lokalt ejerskab.
I vores fremtidssikringsanalyse pegede vi på en række sociale og fysiske indsatsområder. Sammen med beboere, driftsansatte, socialarbejdere og andre lokale interessenter udviklede vi herefter en social og en fysisk helhedsplan.
I den boligsociale helhedsplan sætter vi fokus på optimering af samspillet mellem kommune, frivillige, boligselskaber, afdelinger etc. Det skal ske gennem etablering af et områdesekretariat, der samler de gode kræfter, igangsætter aktiviteter og koordinerer de fire indsatsområder: beskæftigelse & uddannelse, børn & unge, integration, udsatte grupper samt kommunikation & image.
Vores fysiske helhedsplan omfatter en række tiltag der, i samspil med den boligsociale helhedsplan, skal gøre Ladegårdsparken til et boligområde som er spændende at besøge, attraktivt at flytte til og godt at blive boende i – gennem alle livsfaser. Helhedsplanen omfatter bl.a. sammenlægning af boliger (små parterre- og midtfor-lejligheder), genopretning og opgradering af bygninger og boliger (bl.a. renovering af klimaskærmen, nye køkkener og modernisering af midtfor-lejligheder), forbedret tilgængelighed (med etablering af elevatorer og ombygning af boliger), miljøarbejder (i form af et aktivitetshus for børn og unge, forbedrede opholds- og legeområder mm.).