Skitserende programanalyse i brugerdialog

Fokus: Skitserende analyse, brugerinddragelse, volumenstudier
Bygherre: UBST og KU Life
Sted: KU Life, Rolighedsvej, Frederiksberg
År: 2009
Medarbejdere: Sidsel Blegvad

Brugernes egen bygning - tre parallelle skitseforslag blev til én optimeret bygning.

Institut for Human Ernæring, Institut for Fødevareindustri og Levnedsmiddelcentret er alle en del af KU Life på Frederiksberg Campus, som havde behov for en udvidelse i form af en seks etagers bygning på 3.000 m2. Bygningen skulle placeres på en smal hjørnegrund mellem Rolighedsvej og den grønne cykelrute i direkte tilknytning til den eksisterende bygning, hvor institutterne har til huse. Tre udfordringer gjorde sig særligt gælende: funktionalitet, lille byggegrund og fremtrædende placering i bybilledet. I tæt dialog med samtlige interessenter gennemførte vi tre parallelle skitseforslag, der blev til den optimale bygning til stedet.

Vores volumenstudier til den nye bygning tog afsæt i en analyse af en kontorenhed, der er optimeret i forhold til dagslysindfald og fleksibel indretning. En kube var den form, der giver det bedste lysindfald og dermed færrest arbejdstimer i kunstlys, samtidig med at den giver flest indretningsmuligheder, også når flere medarbejdere deler kontor.

Med afsæt i et detaljeret rumprogram afprøvede vi parallelt og i dialog med brugere og bygherre kuben på tre bygningsvolumener. I den skitserende dialog bearbejdede vi dem til et nyt og optimalt bygningsvolumen. På samme måde blev facaderne - som et andet markant arkitektonisk element - udformet gennem en grundig analyse i dialog med brugerne. Resultatet bliver en bygning, der er optimeret på både funktion og arkitektur - og en bygning de kommende brugere har et afgørende ejerskab til. I dialogen med brugere og bygherrer har vi brugt 3D-visualiseringer og traditionelle papmodeller, der her viste sig at være den bedste måde at kommunikere tanker og ideer på.