AlmenVejledning C3

Fokus: Vejledning i brugerinddragelse og beboerdemokratiske processer i projekteringsfasen
Bygherre: AlmenNet
År: 2007
Samarbejdspartnere: NORD arkitekter, Statens Byggeforskningsinstitut, Boligselskabet 3B
Medarbejdere: Tina Saaby, Line Eriksen

At renovere og modernisere almene boligbebyggelser kan være en langstrakt affære. 'AlmenVejledning C3: Beboerdemokratisk proces 2' er et støtteredskab til byggeudvalget og de projektmedarbejdere i boligorganisationens byggefunktion, der skal sørge for at styre processen sikkert i mål på en måde, som fastholder beboernes engagement og ejerskab i fornyelsen. Vejledningen er således et arbejdsredskab til aktører involveret i planlægning og gennemførelse af beboerinddragelse i renoveringsprojekter og fremtidssikring i alment boligbyggeri.

Vejledningen giver et overblik over processen og en række værktøjer til at få en værdifuld beboerinddragelsesproces. Den er produceret af AlmenNet, som er etableret af Realdania og Landsbyggefonden. AlmenNet har til formål at fremme en fælles udvikling af idéer og løsninger i de almene boligafdelinger, der står over for den udfordring at gøre de ældre og ofte utidssvarende bebyggelser attraktive og konkurrencedygtige.

WITRAZ arkitekter + landskab har mange års erfaring med beboerdemokratiske processer i almene boligafdelinger. Målet med den beboerdemokratiske proces er at få vedtaget og gennemført et renoveringsprojekt i boligafdelingen, dels fordi et renoveringsprojekt kræver beboernes godkendelse, dels fordi et projekt med en stærk forankring i beboerdemokratiet er med til at fremtidssikre den almene boligafdeling.

Vejledning C3 fokuserer på processen efter godkendt skema A og frem til aflevering og brug af et byggeri. Den efterfølger AlmenVejledning A3: Beboerdemokratisk proces 01 - fra idé til godkendt skema A. Publikationen kan bestilles på: http://almennet.dk/vaerktoejer.aspx